Nyhedsbrev fra Roskilde Golf Klub - december 08

Julen og nytåret nærmer sig, og redaktionen bag nyhedsbrevet vil sammen med sekretariatet og betyrelsen ønske alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.

Dette nyhedsbrev er årets sidste. Her kan du læse om efterårets medlemsundersøgelse, hvis konklusioner alle aktive medlemmer får muliged for at debatere på et møde i februar. 

Resultat af medlemsundersøgelsen

Resultatet af medlemsundersøgelsen er offentliggjort på klubbens hjemmeside. Forhåbentlig har mange benyttet sig af muligheden for at studere DGUs præsentation af resultatet.

Redaktionen af nyhedsbrevet har haft en kort samtale med bestyrelsesformand Aksel Nissen om bestyrelsens synspunkter på medlemsundersøgelsen.

Det var bestyrelsens målsætning med medlemsundersøgelsen, at alle klubbens medlemmer, både aktive og passive skulle have mulighed for at give deres mening om klubben til kende. Det synes jeg vi har opnået, siger Aksel Nissen. Knapt 1/3 af klubbens medlemmer har svaret, dog 40 % af de aktive, og det må anses for tilfredsstillende for den slags undersøgelser. I bestyrelsen havde vi gerne set, at flere af klubbens juniorer og yngre klubmedlemmer havde indsendt deres svar.

Det er yderst positivt, at 129 af klubbens medlemmer har tilkendegivet, at de gerne giver en hånd med i klubbens arbejde. Det er meget vigtigt for en klub, at der altid er medlemmer, som er villige til at deltage i udvalg eller yde hjælp ved specielle arrangementer. Det viser den gode klubånd, der er i Roskilde Golf Klub.

Det er vores umiddelbare opfattelse fra besvarelserne, at der er tilfredshed med den måde, hvorpå klubben pt. fungerer, og det betragter bestyrelsen som positivt. At der er plads til forbedringer og forandringer er helt naturligt.

Kim Uldall vil på et medlemsmøde den 4. februar 2009 for klubbens aktive medlemmer gennemgå resultatet af undersøgelsen. På mødet vil der være mulighed for at stille spørgsmål til bestyrelsen.

Hjertestarter i klubhuset


For snart et år siden besluttede bestyrelsen at ansøge Tryg Fonden om en hjertestarter. Denne ansøgning har nu bevirket, at Roskilde Golf Klub har modtaget en hjertestarter som er placeret i klubhuset til højre for dørene til omklædningsrummene.

Klubbens greenkeepere, restauratøren og de ansatte i restaurant Albatros samt personalet i sekretariatet har alle gennemgået et 4 timers kursus i første hjælp indeholdende uddannelse i hjertemassage, mund til mund, brug af hjertestarteren, så skulle uheldet være ude vil der være hjælp i klubben.

Proceduren vil i tilfælde af hjertestop på banen være:

1.      tilkald hjælp ved at råbe

2.      ring 112

3.      ring derefter til klubben på 46 37 01 81 eller til Albatros på 46 32 22 19

Det er meget vigtigt, at man følger ovennævnte procedure for tiden er kostbar når uheldet er ude.

Tryg Fonden har omkring 250 hjertestartere installeret i hele landet, 11 gange har de været i brug og 9 gange har de været med til at redde et menneske.

Ny skiltning ved spil til sommer- el. vintergreens

Som noget nyt har baneudvalget besluttet, at medlemmerne, inden vi går over til at spille permanent til vinterbanen, selv tager stilling til om der skal spilles til sommer- eller vintergreen. Det afgørende er om greens er hvide med rimfrost. Så skal der spilles til vintergreen. Er greens derimod grønne og fri for frost eller rimfrost, må der spilles til sommergreens.

Ligeledes har baneudvalget besluttet, at vi gennem hele vinteren kan spille til sommergreen på hul 8 og hul 18 som et forsøg, blot skal man følge ovennævnte instrukser.

Baneudvalget håber at dette tiltag vil gøre det mere attraktivt at spille golf indtil vinteren bider sig fast.

Afmeld nyhedsbrev | Roskilde Golf Klub