Nyhedsbrev fra Roskilde Golf Klub - juni 2007

Golfsæsonen er på sit højeste. Medlemmer og gæster spiller utallige runder på vores bane, der igen i år viser sig fra sin bedste side. Netop nu er greenkeeperne i gang med at forskønne søen på hul 5 og flytte de gule teested på hul 6.  Det bliver spændende at se det hjørne af banen når arbejdet er færdigt.

Succesfuld sommerfest og match


Det er efterhånden blevet tradition, at rigtig mange medlemmer spiller med i to-dages holdmatchen som Arne Matas indførte for nogen år siden. Nu har Arne overladt sponsoratet til Mads & Alex samt P.P. Brolægning. Sponsorskiftet betød ikke noget for deltagerantallet. I år spillede 146 med i matchen.

For første gang spillede Arne Matas så selv med i matchen, og det gjorde han så godt, at han på hul 5 scorede et hole-in-one. I øvrigt samme hul som Rikke Pårup lavede en 1'er på sidste år.

Ud over Arne på banen, var der i år også en stor Skt. Hans fest lørdag aften. Her var tilslutningen også stor, og festen blev, ligesom matchen, en stor succes.

Se resultater fra matchen her.

Beth forlader sekretariatet

Beth Rasmussen har valgt at opsige sit job i klubbens sekretariat pr. 31. juli for at tiltræde et nyt job.

Beth har altid ydet en stor indsats på kontoret, og bestyrelsen har været meget meget tilfredse med hendes indsats de 2 seneste år i klubben.

Bestyrelsen vil straks gå igang med at søge Beths afløser.

Vi har fået en sportschef...


Vi har fået en sportschef i Roskilde Golf Klub. Hvilke opgaver skal han tage sig af? For at finde ud af dette har redaktionen haft en snak med Gerhard Klaschka.

Det er faktisk Alex og Mads og vores tidligere formand Lis Reisby, som tog initiativ til, at klubben skulle have en sportschef. Der foreligger ikke en egentlig jobbeskrivelse, så det er pt. mig selv, der prøver at opbygge indholdet i jobbet, som primært går på at støtte medlemmer, som individuelt ønsker prøve sig selv.

I Roskilde Golf Klub har vi ikke tidligere haft den store tradition for, at vores dygtige spillere kom ud og prøvede kræfter med andre spillere i åbne turneringer på fremmede baner. Det er en af mine opgaver at fremme dette. Det nytter jo ikke, at man er ”verdensmester” i Roskilde. Det er der ikke mange meritter i. Men når Simon Pyll tager til Odense og kommer hjem som vinder af Odense Eventyr, er det tegn på, at der talent til stede. Og det kan give vigtig inspiration til andre spillere i klubben.

Jeg ser mit job som en slags coach for klubbens dygtige spillere. Det er Alex og Mads som ved, hvem der har talent og format til at kunne matche andre gode spillere. Her træder jeg så til på det mere praktiske plan. Via DGU`hjemmeside samt kontakt med spillere, som på eget initiativ har deltaget i matcher på andre baner, ved jeg, hvor og hvornår der afvikles åbne turneringer, og så prøver jeg sammen med den/de pågældende spillere at finde ud af, om en tilmelding kunne være interessant. Klubben støtter med betaling af matchfee, men transport og ophold er for egen regning. Her kan specielt de helt unge have behov for lidt praktisk hjælp.

Det hele er endnu i sin vorden, men der sker da nogle ting. I midten af juni deltog fire seniorer i en match i Mølleåen og vi har tre spillere tilmeldt til DM i Midage i Fåborg den 8. juli. Vi skal have nogle flere succes`er som den i Odense, så skal der nok ske noget. For der er masser af talent i Roskilde Golf Klub, og vi har et par rigtig dygtige trænere og et sekretariat, som bakker op om projektet, slutter Gerhard Klaschka.

Næste match er Skins Game

Næste match er den traditionsrige Skins Game match søndag d. 15. juli, hvor der er plads til 60 spillere. Matchfee'en går ubeskåret til Juniorudvalgets arbejde, så husk at melde dig til.

Afmeld nyhedsbrev | Roskilde Golf Klub