Nyhedsbrev fra Roskilde Golf Klub - juni 08

Efter den våde vinter har foråret vist sig fra sin fineste side i den forgangne maj måned. Vandet er forsvundet fra vores bane, og det er pragtfuldt at se, hvor flot banen nu fremstår. Vores greens er efter årstiden ganske flotte og hurtige. Mange af vores fairways har fået god vækst i græsset og de er gode at spille på. At vi nogle steder har ler under få centimeters muldlag kan ikke skjules, når der har været en periode med tørt vejr. Det må vi leve med.

Vores greenkeepere har gjort et stort stykke arbejde for at få afsluttet dræningsarbejdet mange steder på banen. Det skulle gerne vise sig som en god investering i fremtiden. Rhododendronplanterne ved vandhullerne på hul 1 og hul 5 har haft deres første blomstring. Det bliver flot at se på om nogle år, og det er en rigtig nydelig stensætning vi har fået omkring vandhullet på hul 11.

Inden vi kommer hertil har vi set svaneparret vogte stolt om deres tre ællinger.

Det er i sandhed en herlig start på golfåret 2008...

Kom ud og se golf i weekenden

I den kommende weekend, d. 7. og 8. juni spilles tredje og fjerde runde af Danmarksturneringen. I den første turneringsweekend blev det til en sejr og et nederlag til alle vores tre bedste hold.

Lørdag spiller alle holdene ude, mens der søndag er hjemmekampe til alle vores hold. Og det er særdeles vigtige hjemmekampe, der venter. Både pigerne i 1. division og vores to herrehold møder de hold, de tabte til i første runde, og derfor er en hjemmesejr påkrævet, hvis håbet om oprykning skal holdes ved lige.

Kom ud og støt vores hold fra klokken 8.00 på søndag.

Glade for at være i Roskilde


Vi er blevet rigtig godt modtaget i Roskilde Golf Klub, og vi er glade for vores nye job, lyder det samstemmende fra vores nye træner og trænerelev Tove og Lasse. Allerede efter et par måneder syntes vi, at vi har lært flere medlemmer godt at kende end det var tilfældet i vores tidligere klubber.

- Jeg var fire år i Himmerland Golf og Country Club, siger Tove. Her arbejdede vi næsten altid med fællestræning i grupper, som besøgte klubben i en kort periode. Senere så vi aldrig disse personer. I min korte tid i Roskilde har jeg haft flere individuelle lektioner end jeg havde på et helt år i Himmerland. Det er dejligt for en træner. Så får man et personligt forhold til spillerne, man kan gå i dybden med den enkelte, og man følger med i deres udvikling. Jeg har også fået lov til at afvikle deciderede dametræningsaktiviteter.

- Det var Alex, som spurgte mig om jeg havde lyst til at få en trænerelevuddannelse i Roskilde Golf Klub, fortæller Lasse. Jeg havde nogle tanker om at blive pro, men Alex rådede mig til også at tage en træneruddannelse, så jeg havde noget at vende tilbage til. Jeg har ikke fortrudt, at jeg fulgte hans råd.  Jeg har allerede nu fået lov til at træne både ældre og yngre begyndere, og jeg deltager i juniortræningen. Det er spændende. Det glæder mig også at opleve det gode samvær der er i Roskilde Golf Klub, og den store tilslutning der er til aktiviteter i klubben. Specielt var jeg overrasket over hvor mange, der deltog i åbningsmatchen.

- Vi ser frem til mange gode år i Roskilde Golf klub, siger de samstemmende. Her er godt at være, og vi har et fint samvær med sekretariatet og medarbejderne i restauranten. Det er vi meget glade for.

Sommerfest den 21. juni

Der bliver masser af aktivitet i klubben i weekenden omkring Sankt Hans. Lørdag og søndag afholdes den efterhånden traditionelle midsommermatch for hold. Albatros og Mads & Madsen er sponsorer for klubbens største match med det herlige holdformat.

Om aftenenen tænder Niels op i grillen, mens Twiggy's Disco World står for musikken. Festen koster 200 kr., og tilmelding foregår i baren inden den 19. juni.

Næste match

Næste match er Albatros og Mads & Madsens midsommermatch lørdag og søndag d. 21. & 22. juni.

Husk tilmelding inden onsdag d. 18. juni. 

Afmeld nyhedsbrev | Roskilde Golf Klub